Fredericia Brewpub - lørdag den 7. september - onsdag den 30. oktober 2019

Tilbage

Øllets Dag

Øllets Dag på Humletorvet i Fredericia den 7. september 2019 var vores store chance for at fortælle byen om vores planer. Bevæbnet med en kæmpe bunke flyers og godt belgisk øl på hanen fortalte vi lystigt gæsterne om vores projekt. Der var meget stor interesse og mange støttede resolut vores crowdfunding projekt, der eksploderede på dagen. Vi var målløse over den store opbakning. Det var svært at få armene ned. I flere uger efter Øllets Dag fortsatte indbetalingerne på crowdfunding kontoen. Snart kunne Coop meddele, at vi var det projekt, der havde hentet flest penge på deres crowdfunding portal. Vores mål var at nå 80.000 kr. Inden september er omme, nåede vi over 140.000 kr.

Dorthe og Alex på Lille Øllets Dag i Fredericia (7. sep. 2019)
Øllets dag i Fredericia (7. sep. 2019)

Hvilket bryganlæg skal man vælge?

Der findes en del på det danske marked, der handler med brugt og nyt bryggeriudstyr. Et ny anlæg er ofte kinesisk og til en fornuftig pris. Men leveringstiden er ca. 6 måneder. Så lang tid kan vi bare ikke vente. Lund Teknik barsler med en Beerstar brygmaskine. Den ser besnærende og billig ud. Det passer godt til vores økonomi her i starten. Men Beerstar 2000 (knap 200 liter) er ikke sat i produktion endnu, så det er også usikkert. Både Dorthe og jeg kommer fra en verden med Braumeister i køkkenet og det er ikke helt uden for rækkevidde, at investere i en 200 liters derfra. De kan faktisk godt være med i priserne på maltmøller, gærtanke o.l. Vores crowdfunding projekt kørte fantastisk, så vi valgte at ofre pengene på god tysk kvalitet. Alt udstyret blev bestilt hos Speidel i Tyskland.

Marie laver flaske til brewpubben (10. sep. 2019)
Dorthe og Alex brygger Fredericia ale sammen (14. sep. 2019)

Aftaler med bryggerier

Fra første færd var det mit ønske, at vi kunne servere øl fra Het Anker. Deres Carolus øl stod for mig som noget af det bedste, Belgien kan fremvise på ølfronten. God gedigen kvalitet. Bryggeriet ville gerne 'lege' med og for at være helt sikker på, hvad de har indladt sig på, sendte de en mand op, for at besigtige lokalerne. Aftalerne faldt på plads og vi kunne dermed servere hele produktlinjen fra Het Anker - som det eneste sted i Danmark. Vi var slemt stolte!

Ud over vores eget og Het Ankers øl, skulle vi også have øl fra andre danske og udenlandske bryggerier. Jagten gik ind på at finde spændende øl - og der var heldigvis meget af det. Alle bryggerierne ville gerne have deres øl på vores haner og i løbet af kort tid havde vi aftaler med bl.a. Frederikshavn Bryghus, Thisted Bryghus, Ebeltoft Gårdbryggeri, Åben og Fri Bryg.

Nicolaj Ussing igang med at projektere (19. sep. 2019)
Billede fra kontor 2 (19. sep. 2019)
Billede fra kontor 3 - Maries Stue (19. sep. 2019)
Billede mod syd (19. sep. 2019)
Billede mod syd-vest-nord (19. sep. 2019)

Hvordan bliver vores eget øl klar til åbningen?

Vi kunne jo ikke åbne uden at have vores eget øl på hanerne. Men bryganlægget skulle først ankomme samtidig med åbningen, så vi fik brygget et batch hos Åben i Kolding. Den 2. oktober drog jeg til deres bryggeri, der ligger på en gård nord for Kolding. Efter en spændende dag, havde vi brygget ca. 1.200 liter af den øl, som vi kaldte Fredericia ale.

Maltlageret på Åben (2. okt. 2019)
Bryggryden ligner en stor Braumeister (2. okt. 2019)
Philip igang med at whirlpoole (2. okt. 2019)

Gothersgade 51 blev vores hjem

Efter mange mails frem og tilbage, fik vi en god aftale med ejeren af Gothersgade nr. 51. Huslejen var rimelig i forhold til de priser, vi havde hørt for Fredericia centrum og vi rykkede ind.
Vi overtog et kontorlokale med 3 mødelokaler og et stort lokale i midten. Det skulle forvandles til en pub og et bryggeri på kortest (og billigste) mulige tid.
Vores held var, at vi tog fat i en lokal håndværker med fantastiske kontakter. I løbet af no time stod håndværkerne klar til at hjælpe. De var alle indstillet på at støtte en god sag. Vægge blev væltet, nye vægge sat op, en glasvæg dukkede op fra en gammel restaurant. Så kunne vi tilbyde gæsterne fri kig ind til bryggeriet fra pubben.
Gulvet blev vores skæbne. Et tæppebelagt gulv blev fjernet. Nedenunder var der masser af lim og et 'balret' linoleumsgulv. Jysk Service tog kampen op og efter rigtig mange timers knoklen, var gulvet forvandlet til et næsten nyt, skinnende gulv. En fantastisk forvandling, som ingen troede muligt. Selv ejeren af firmaet var synlig stolt.

Her flytter Fredericia Brewpub ind! (4. okt. 2019)
Lokaleoversigt lavet i Power Point (4. okt. 2019)
Væggen til bryggeriet er markeret (4. okt. 2019)
Henrik Rostbøl fra Klosterbryggeriet på besøg et par timer efter, at jeg havde hentet nøglerne. (4. okt. 2019)
Lasse igang med at fjerne gulvtæpper (5. okt. 2019)
Dorthe igang med at fjerne gulvtæpper (5. okt. 2019)
Michael fjerner elbakker (6. okt. 2019)
Ella slæber gulvtæpper (6. okt. 2019)
Væggene til det ene kontor fjernes (7. okt. 2019)
Kontor 1 fjernes (8. okt. 2019)
Et meget balret linoleumsgulv kan godt renses op (8. okt. 2019)
Kontor 1 er fjernet helt (8. okt. 2019)
Gulvet ser håbløst ud (10. okt. 2019)
Frank kaster sig ud i opgaven med at rense gulvet for lim (10. okt. 2019)
Dark Quarterer fra Frederikshavn Bryghus er første øl i Brewpubben (13. okt. 2019)
Gulvet begynder at tage form (14. okt. 2019)
Birthe og Peter Kümmel i gang med at male pillerne sorte (16. okt. 2019)
Skillevæggen mellem bryggeri og pub tager form (17. okt. 2019)
Masser af aktivitet (17. okt. 2019)
Jan Refsing maler den ene væg sort (18. okt. 2019)
Marie igang med penslen (18. okt. 2019)
Tobias bygger bar (19. okt. 2019)
Familien knokler med gulvet (19. okt. 2019)
Hjælperne spiser frokost (19. okt. 2019)
Baren indvies med Dorthes fadøl (20. okt. 2019)
Beklædningen på baren bliver farverig (20. okt. 2019)
Besøg fra Klosterbryggeriet og Paul Barbier fra Het Anker (24. okt. 2019)

Uden frivillig hjælp nåede vi aldrig i mål

Ikke kun håndværkerne stod i kø, for at hjælpe. Via vores Facebook profil tilkaldte vi hjælp til konkrete opgaver og i flere situationer var der over 10 frivillige i gang med at male, sætte bar op, pudse vægge, samle møbler, hente stole, gøre rent, hænge lamper op osv. Vi fik en uvurderlig hjælp fra gode venner og familien.

Der males og sættes bar op (25. okt. 2019)
Kusine Tina og hendes datter på malerarbejde (25. okt. 2019)
De første fadølshaner er installeret (25. okt. 2019)

Istandsættelsen kostede mange penge

Vi havde ikke afsat særlig mange penge til istandsættelsen af lokalerne. Det viste sig at være en stor fejl. I oktober måned gik det stærkt med at købe ind og betale regninger. Vores budget blev overskredet og vi var nødt til at lukke øjnene, for vi kunne ikke stoppe op halvvejs. Heldigvis havde vi et godt fundament at bygge på og vores crowdfunding projekt fortsatte i forrygende stil. Vi nåede op i nærheden af 200.000 kr. - vores mål var 80.000 kr. Fantastisk opbakning!

Nogen har sat en glad smiley på ruden - det er god humor! (26. okt. 2019)
Marie gør klar til linoleum på væggen (26. okt. 2019)
Michael hænger lamper op (27. okt. 2019)
Patrick primer cementgulvet (27. okt. 2019)
Søren hænger lamper op (27. okt. 2019)
Baren indvies igen (27. okt. 2019)

Hektisk aktivitet før åbningen

Vores slidte linoleumsgulv skulle have en dækkende hinde på og vi måtte ikke være i lokalerne i et helt døgn. Det var svært at aflevere nøglerne til gulvmanden, men der var også en masse kontorarbejde, der haltede efter.

Selv om vi havde købt os til den daglige bogføring, var der stadig en del arbejde med at scanne bilag ind og holde styr på, hvad der var sendt afsted til bogføringsfirmaet.

Tirsdag den 29. oktober havde vi lokalerne fra morgenstunden og der mødte en stor flok ind, for at hjælpe med at samle reoler, flytte møbler og bære køleskabe, ismaskine og varer ind.

Logistikken hang godt sammen og efter en lang dag, var pubben næsten indrettet. Den frivillige hjælp var uvurderlig! Tirsdag var også den dag, hvor Steven fra Torsteins Drikkevareservice kunne aflevere et færdiginstalleret fadølsanlæg. Vi var jublende lykkelige. Alt virkede perfekt. Selv vores glas var endelig ankommet. Det holdt hårdt, selv om vi havde bestilt dem for længe siden.

Fadølsanlægget monteres i kælderen (29. okt. 2019)
Det er hårdt arbejde, at køre fadølsanlægget ind. Steen ofrer sig! (29. okt. 2019)
Efter en massiv indsats fra hjælperne er lokalet næsten klar til kunderne (29. okt. 2019)

Vi følte os næsten klar til at åbne onsdag - men alligevel gik dagen med en masse småting - som f.eks. at få sat prisskilte på varerne. Vores bryganlæg skulle ankomme onsdag og det ville være fedt, at det stod i bryggeriet til skue for vores gæster. Men det dukkede ikke op - og vi havde ikke tid til at rykke efter det.

Reoler og køleskabe fyldes op (30. okt. 2019)

Tilbage